For dig med skridttæller og vandrestøvler
Søtorvets naturskønne beliggenhed gør det næsten obligatorisk at iføre sig skridttæller og vandrestøvler ved indflytning. For foden af Søtorvets eksklusive bytårne ligger den kendte vandre- og cykelrute Trækstien, der gør det let at nyde naturen og få god motion.
Fra det øjeblik, du flytter ind i en bolig på Søtorvet, er det på med vandrestøvlerne og ud i Silkeborgs smukke natur. Den populære rute, Trækstien, ligger bogstaveligt talt direkte foran hoveddøren, og tilbyder en lang strækning af bjergtagende natur og spændende seværdigheder. Trækstien bugter sig langs Gudenåen fra Silkeborg til Randers, og er alt i alt 70 kilometer lang, men kan let deles op i mindre bidder.
Som udgangspunkt kan du kaste dig direkte ud i den oplagte rute fra Søtorvet i Silkeborg til Svostrup kro. En god, forholdsvis kort tur på 12 kilometer, som de fleste kan klare. Strækningen blev senest renoveret i 2017, og kan derfor næsten altid tilgås uden at få våde fødder. Efter særligt store regnskyl og våde perioder kan dele af ruten dog godt blive oversvømmet, men du kan altid se status på de servicemindede tilgængelighedsskilte.
Måske Danmarks smukkeste vandrerute?
Hele den store Gudenådal mellem Silkeborg og Svostrup Kro er et fredet område. Trækstiens rute følger den langsomt flydende Gudenå, der bugter sig gennem Silkeborgs smukke natur, og tilbyder den ene betagende udsigt efter den anden. Synet skifter mellem frodige enge, grønne skove og stejle bakkesider, og man må uundgåeligt spørge sig selv, om ikke dette er Danmarks smukkeste vandrerute?
Hils på gedden, nattergalen og odderen
Naturen omkring Silkeborg og Trækstien byder på et rigt dyreliv. I Gudenåen lever gedder, ørreder, sandart og aborre. I luften myldrer fulgene, og i de store vandområder kan du være heldig at møde en isfugl, havørn, bjergvipstjert eller høre nattergalen synge. Blandt de større dyr kan du støde på ræv, rådyr og grævling, eller odderen, der sommetider vover sig helt ind, og plasker i åen foran Søtorvet.
Du har fortjent en kringle
Fra Søtorvet følger Trækstien Silkeborg Langsø, bugter sig mod foden af Gødvad bakker og går videre langs Sminge Sø, hvor du et par hundrede meter fra stien kan kravle op i fugletårnet og betragte det uforstyrrede fugleliv på nært hold. Til sidst når du destinationen ved Svostrup Kro, hvor du har fortjent en tår kaffe og måske kroens kringle med æble og marcipan, eller en let frokostanretning.
Lejlighedslivet i Søtorvet midt i Silkeborg er et liv i pagt med den omkringliggende natur. Den nemme adgang til Trækstien er blot én ud af mange naturoplevelser, som du som beboer får direkte udgang til fra din hoveddør.
Salget og udlejningen af de 8 nye bytårne er allerede skudt i gang. Du kan se oversigten over ledige boliger og priser her.